Skip to content
19. juni 2025

Talentprisuddeling 2025

Foto: Birgit Tengberg

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat uddeler talentpriser på 150.000 kr. til 20 unge musikere, komponister og billedkunstnere torsdag d. 19. juni på Den Frie Udstillingsbygning.

Med uddelingen hyldes 20 unge kunstnere, som hver især bidrager med visionære stemmer i det danske kulturliv. Talentpriserne på hver 150.000 kr går til ti billedhuggere, fem musikere og fem komponister, der alle har udmærket sig med stærk kunstnerisk integritet og høj faglig kvalitet.

Talentprisen gives som en anerkendelse af de unge talenters kunstneriske indsats – og som opmuntring til at fortsætte en skabende rejse, hvor dansk samtidsmusik og samtidskunst stadig finder nye former og stemmer.

Skulpturen som sanseligt og kritisk rum

De ti billedhuggere, som modtager Talentprisen i år, viser med stor kunstnerisk spændvidde, hvordan skulpturen i dag fungerer som både resonansbund for samtidens presserende spørgsmål og som et sanseligt sprog for det, der unddrager sig det talte ord.

Materialet – hvad enten det er bearbejdede hverdagsobjekter, monumentale relieffer eller møbler tømt for funktion – indgår som medskaber i værker, hvor sanselighed og stoflighed er uløseligt forbundet med idé og indhold.

Samtidig rummer værkerne en undersøgende bevægelse omkring erindring, identitet og tilhørsforhold. De udfordrer kollektive fortællinger, undersøger det hjemlige og det kropslige, og udtrykker det flygtige og det fragmenterede med poetisk præcision.

Det er en ny generation af billedhuggere, som viderefører Anne Marie Carl-Nielsens pionerånd i en praksis, hvor det personlige og det politiske, det formelle og det følelsesmæssige smelter sammen i nye udtryk.

En af disse unge billedhuggere er Kristian Norden Minthe, der her uddyber, hvad det betyder som ung upcoming kunstner at få tildelt denne pris:

‘Når man står alene i et gipsværksted og filer og formgiver dag ind og dag ud, føler man sig sjældent set. Som ung og stærkt ordblind billedhugger mærker jeg ofte modvind. Tak for at vende min vejrudsigt for en stund og give mig en stor gave i form af ro og plads til at udvikle min kunst.‘

Musikalske talenter med internationalt udsyn

De fem unge musikere, som i år hædres, markerer sig med bemærkelsesværdige præstationer og internationalt udsyn.

Tre violinister fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium – Justina la Cour, Vasilisa Koroleva og Piotr Stadnicki – viser med hver deres profil, at teknisk mesterskab og kunstnerisk dybde kan forenes tidligt i karrieren.

La Cour har netop debuteret med stor overbevisning, Koroleva fortsætter sine studier i Wien, og Stadnicki står, trods sin unge alder, allerede over for internationale konkurrencer.

David Munk-Nielsen har som pianist i konservatoriets solistklasse allerede skabt sig et navn på den danske musikscene, og Anna Lohmann Hesselhøj demonstrerede for nyligt sit høje niveau med en nuanceret og følsom fortolkning af Carl Nielsens fløjtekoncert ved DKDM’s solistkonkurrence.

Tilsammen repræsenterer de fem et vækstlag i dansk musik, hvor teknisk kunnen og musikalsk fortolkning forenes på højeste niveau.

Komponister med mod til fordybelse og lydlig generøsitet

Årets modtagere af talentprisen inden for komponistfaget repræsenterer et stærkt og mangfoldigt felt, hvor håndværk og eksperimenterende kunstnersind går hånd i hånd.

De fem unge komponister – Kirstine Kjeldsen, Jonathan Mesterton Pitter, Laurits Jongejan, Anne Sophie Andersen og Veronika Voetmann – arbejder med stor integritet og forankring i samtiden, og deres værker kredser om nutidens kompleksitet – ikke som kommentar alene, men som lydligt formuleret eksistens.

Med baggrunde fra blandt andet Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Syddansk Musikkonservatorium, Film Scoring Academy of Europe og internationale studier i både komposition og udøvelse, er årets komponister rundet af forskellige skolinger og traditioner, men forenet i ønsket om at skabe vedkommende, nødvendige og sanselige musikalske udtryk.

‘Jeg skaber musik fordi jeg ikke kan lade være, og har altid haft en stor nysgerrighed, der efterhånden har bragt mig ud i en del afkroge af det musikalske landskab’, fortæller prismodtager og komponist, Veronika Voetmann.

‘Det giver mig også en enorm motivation, at andre finder værdi i mit arbejde, og jeg får lyst til fortsat at gøre mit ypperste for at levere det bedste jeg har i mig, og at fortsætte ned af de musikalske stier, hvor jeg ikke har været endnu.’

I et felt præget af tværæstetisk tænkning og teknologisk nysgerrighed, insisterer de unge komponister på både autenticitet og generøsitet i mødet med publikum. Deres praksis spænder fra konceptuel komposition og partiturarbejde til installation og deltagerinddragelse.

‘Komponisttalenterne myldrer frem og deres værker afspejler markant og generøst vor tids komplekse samfund. Legatmodtagerne i år udstråler en dyb længsel efter ro til fordybet lytning, kærlighed til lydens kunst og toner, og insisteren på autenticitet, lyder det fra bestyrelsesmedlem i Legatet, komponist Line Tjørnhøj.

Årets talentprismodtagere

Veronika Voetmann

Komponist
2025

Vasilisa Koroleva

Musiker
2025

Tine Simonsen Antonius

Billedhugger
2025

Therese Bülow

Billedhugger
2025

Signe Rohardt Lund

Billedhugger
2025

Piotr Stadnicki

Musiker
2025

Laurits Jongejan

Komponist
2025

Laura Hjort Jensen

Billedhugger
2025

Kristian Verner Norden Minthe

Billedhugger
2025

Kirstine Kjeldsen

Komponist
2025

Justina Maria la Cour

Musiker
2025

Jonathan Mesterton Pitter

Komponist
2025

Ihsan Saad Ihsan Tahir

Billedhugger
2025

Ida Schrader

Ida Schrader

Billedhugger
2025

Gustav Gaston

Gustav Gaston

Billedhugger
2025

David Munk-Nielsen

Musiker
2025

Anne Sophie Andersen

Komponist
2025

Anna Lohmann Hesselhøj

Musiker
2025

Alberte Skronski

Billedhugger
2025

Aia Sofia Coverley Turan

Billedhugger
2025

Tidligere nyheder

Carl Nielsen Maraton

Back To Top