skip to Main Content

Siska Katrine Jørgensen

Talentprismodtager 2021
Siska Katrine Jørgensen
Billedhugger

CV

Links

Siska Katrine Jørgensen arbejder med hvordan relationen mellem form og materiale kan rearrangeres sprogligt og skulpturelt.

Hun anvender genstande og omstændigheder fra dagligdagen og industrien, hvorpå hun gennem logiske overvejelser, definitionsspørgsmål og materialeundersøgelser ønsker at forskyde forståelsen af det, vi tror, vi kender.

Der er altid et element af opløsning til stede, både helt konkret, idet nogle skulpturer forandrer sig over tid, men også som en mere implicit idé; i kraft af skulpturens udformning, materialitet og konteksten, den indgår i, forsøger hun at opløse de figurative elementer på en sådan måde, at skulpturen opfattes som formel og abstrakt form.

Temaer som autenticitet, repræsentation, verden som konstruktion og tanker om, hvornår noget betegnes som noget, er grundlæggende for forståelsen af hendes praksis.

Siska Katrine Jørgensen (f.1991) er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi (2020) og fra Kunsthøgskolen i Bergen (2017).

Hun arbejder som regel stedsspecifikt, og hendes værker er semipermanent repræsenteret på flere offentlige, udendørs skulpturplatforme såsom Hollufgård Skulpturpark, Billedhuggerhaven Skovsnogen, Skulpturlandsby Selde og på gaden foran galleriet After The Butcher i Berlin.

Hendes udstillinger omfatter bl.a. “Albuefox Liminale” på en olieplatform Foxtrot ved Ladehammeren i Norge (2020), “For people who long to be somewhere else” på Vestre Kirkegård i København (2018), “Uttran” på den frosne sø Uttran i Rønningen i Sverige, “Plaster of Paris” på Den Kongelige Afstøbningssamling i København (2019) og Sommerskulptur Søby på Ærø (2020).

Hun har desuden oprettet forlaget “bergmassiv” som indtil videre har udgivet de to publikationer “en form for tekst” (2020) og “aero mobile ~”.

Eksempler på værker

Concrete mixer - After The Butcher - Berlin 2018

Cauliflower disolving in water - 6. etg // gallery - Bergen 2016

Grinder -MFA Degree Show - Kunsthal Charlottenborg - 2020

Corner - 6. etg // gallery - Bergen 2015

Jeg er beæret over at modtage denne smukke pris. Det er stort for en ung billedhugger at opleve den anerkendelse. Pengene vil betyde, at jeg kan fordybe mig i mit arbejde den næste tid, og jeg glæder mig til at vise alle de nye projekter, der er på vej!

Back To Top