skip to Main Content

Rolf Nowotny

Foto: Birgit Tengberg

Hædersprismodtager 2021
Rolf Nowotny
Billedhugger

CV

Links

Nowotny er optaget af, hvordan ideologier skaber æstetikker, som igen skaber identiteter og idéer om selvet på tværs af tid.

Af Anna Weile Kjær.

Der sidder små væsner i hjørnerne af Rolf Nowotnys installation DOLDRUM i en udendørs niche ved Arkens museumsbygning i Ishøj. De er lavet af epoxy, ståltråd, plast, hår og torne.

Deres spinkle antydninger af kroppe giver dem et overnaturligt udseende. Jeg har set dem før, eller nogen der ligner dem, i en passage i Aarhus midtby, Borgporten, hvor de var placeret med benene hængende ud over højtsiddende loftspaneler. Og i installationen RODFAESTET HJAERTE i Den Frie Udstillingsbygning, hvor de befandt sig i væghængte reoler.

Dengang havde de ikke hoveder, som de har fået i DOLDRUM. Selvom de ikke havde øjne, fremkaldte de fornemmelsen af, at de sad og kiggede ned og fulgte med i livets gang under sig som små vågeånder.

I Romerriget og senere i det okkulte findes idéen om Genius Loci, stedets ånd. Genius Loci er en animering af den samlede sporenergi fra de handlinger, som er foregået et sted over tid, en slags kondenseret atmosfære. Som små stedsånder bebor Nowotnys skulpturer allerede rummet, når den besøgende indtræder i installationen.

Det er, som om Nowotnys skulpturer hjemsøger de steder, de indtager, i ordets venligste forstand. Hver eneste installation er så nøje indarbejdet i det rum, de befinder sig i, at det skaber fornemmelsen af, at de altid har været der.

Det er kendetegnende for Nowotnys værker, at de antager form som hele installationer eller udstillinger.

Som beskrevet med de små stedsånder rejser hans værker ofte fra installation til installation, fra én konstellation til en ny. Som det hus, der har været et centralt element i udstillingerne *N*E*S*T*, ALKOVE og senest i RAED SAA RAED SAARET SAA SAARET. Huset består af den type rammestruktur af træ, man finder i bindingsværkshuse.

Rammen er bar, og hullerne, man kan fylde med mursten eller tørv, er tomme, og der er heller ikke noget tag. Strukturen står blottet som et skelet. For hver gang huset har optrådt i en installation, har det været i en ny konstellation af andre skulpturer og med en ny titel.

I Nowotnys værker er det helheden, som danner værket. Undervejs fra værk til værk har huset undergået en forandring. Bjælkerne er rådnede, og træet har gradvist ændret farve, som det ældes og nedbrydes.

Et andet eksempel på disse gengangerelementer er det store skulpturansigt, som i udstillingen *N*E*S*T* var kædet til husrammen. I installationen DREGS[1] i Aarhus havde hovedet nu fået hår og var kædet til et træ i en baggård.

I installationen JORDFAESTET HJAERTE[2] på Den Frie Udstillingsbygning havde hovedet fået påført en roterende motor og var blevet monteret på et bord, som udgjorde hovedets krop.

Således går nogle elementer igen i flere værker, men de enkelte skulpturer modificeres også undervejs. Ganske som de små stedsånder, der undervejs har groet et hoved, og har små blomster voksende ud af sig. Huset, der rådner, er også et eksempel på det, eller det store hoved, der i forskellige situationer får hår og krop.

Skulpturerne bliver til følgeånder, som klæber sig til kunstneren og nødigt giver slip. Selv omtaler Nowotny sine forskellige skulpturelle undersøgelser som familier af værker.

I denne logik er det hele sociale sfærer, der præsenteres med hvert overordnet værk. Anskuer vi skulpturerne som familier, bliver hver enkelt installation til en midlertidig fastfrysning af en ny social konstellation, som efter endt udstilling opløses igen.

Næste gang vi ser dem, er det i en anden sammenhæng, og måske har de ændret udseende en smule. Ikke ulig karaktererne i en tv-serie, hvor installationerne repræsenterer forskellige afsnit i et kontinuerligt narrativ.

Det er ikke tilfældigt, at begreber om ånder og hjemsøgninger allerede har optrådt i denne tekst flere gange.

Nowotnys skulpturer er figurative og låner et billedsprog fra horrorgenren. Ansigter og kroppe er udflydende, materialesammensætninger grove og brutale.

I RAED SAA RAED SAARET SAA SAARET kravler et gyseligt væsen afsted i en folkedragt med et opvaskestativ på ryggen.

I de seneste par år har Nowotny arbejdet med motiver og materiale fra begrebet og genren folk-horror. Med denne genre hævner tidlige tiders levemåder sig på nutiden.

Ofte bevæger en uvidende protagonist sig ind i en skjult boble af et parallelsamfund, som har frakoblet sig resten af verden, og lever som i en tid før den industrielle revolution.

Besøget fra nutiden får som regel grusomme konsekvenser for den ubudne gæst, som ofte bliver offer for hedenske praksisser eller går til grunde i parallelsamfundets selvforsvar mod det fremmede og udefrakommende.[3]

Nowotny er optaget af, hvordan ideologier skaber æstetikker, som igen skaber identiteter og idéer om selvet på tværs af tid.[4]

Dette har ledt ham på sporet af den danske nationalromantik, hvilket har introduceret folkedragten i hans motivverden og en bredere undersøgelse af den danske almuestil.

De traditionelle udtryk har i sin samtid indeholdt så meget ordløs viden, men med tidens gang er de blevet frakoblet deres betydning. Vi fornemmer det, når vi besøger gamle, frakoblede tidslommer som klædedragtsmuseer, Frilandsmuseet eller Den Gamle By.

Nu nyttesløse brugsgenstande og ulæselige udsmykninger hænger tilbage som uforløste æstetiske sprog. Et museumsskilt kan forklare lidt, men den enorme mængde af betydning og tegn, ethvert menneskeskabt brugsobjekt indeholder, hænger i rummet omkring objekterne ikke ulig et uforløst genfærd, fanget mellem to verdner.

Her er ikke langt fra hygge til horror. Og dette er netop det intime ubehag, Sigmund Freud beskriver med sit begreb om das Unheimliche. Blot små forskydninger i udseende eller kontekst, forvandler det mest intime til noget skræmmende.

Fordi das Unheimliche udspringer af noget hjemligt og velkendt, vækker det en endnu mere gysende effekt end det helt ukendte, fordi det allerede befinder sig i vores nærmeste intimsfære.

Det bliver særligt skræmmende, fordi det burde være trygt. Således kan helt almindelige brugsgenstande fremstå mystiske og en anelse uhyggelige, blot fordi konteksten, tiden og æstetikken er en anden.

I RODFAESTET HJERTE ligger en sammenfoldet folkedragt med en fuglerede over sig. Fuglereden snurrer, som var den forhekset. I ALKOVE er tre folkedragter installeret på indersiden af husstrukturen.

I hvert bryst er der udgravet en lille alkove. Billedet er brutalt og ømt på samme tid. Når mennesket kravler ind i en alkove, kravler de ind i kroppen af huset for at lade det beskytte dem.

I en omvendt gestus er der lavet alkover i brystet på dragterne i huset, til endnu mindre væsner. På væggen i ALKOVE hænger to gigantiske malerier af kommoder i almuestil.

Deres størrelse og simplificering gør dem næsten tyranniske. Alle de steder, de nationalromantiske reminiscenser optræder, er der elementer, der samtidig gør dem skræmmende: animerende fuglereder, alkover i brystet og overdrevne størrelser.

Imellem de to kæmpe malerier af kommoder står en skulptur på jorden med bagdelen i vejret. Den stirrer tilbage på os med blændende lygteøjne. Den er grotesk i sit udtryk og grove formsprog ikke ulig de grotesker, som kendes fra marginerne af middelalderens hellige bøger eller kirkelige rum. Og ganske som de middelalderlige grotesker vender den op og ned på profant og helligt.

Skulpturen stirrer tilbage på os med et lysende blik, der er så skarpt, at det er nødvendigt at vende blikket væk.

Som en karnevalsk gøglerfigur stikker den tungen ud af munden og numsen i vejret. Den er profan og skabet, og gør det umuligt at behandle den med den alvor, kunstens hellige rum ellers ofte kræver.

Det gyselige, abjekte og groteske er udtryk, der vækker en direkte reaktion i kroppen. Det trænger sig på. I Nowotnys skulpturer er figurationen vendt tilbage med disse kvaliteter.

Tidligere tiders æstetik, materialer og motiver, alt det, som moderniteten har fortrængt, er som en byld blevet indkapslet og betændt, og nu bobler det frem mod overfladen som et uforløst traume.

Det abjekte hjemsøger Nowotnys skulpturer som en creepy genkomst af alt det, der blev fortrængt af modernismens rene udtryk og illusoriske tro på evig fremgang.

[1] Del af Kunsthal Aarhus’ stedspecifikke, udendørsudstilling You Are in My Veins kurateret af Charlotte Sprogø.

[2] Indgik i udstillingen Ghosthouse i Den Frie Udstillingsbygning kurateret af Anna Weile Kjær.

[3] Et prima eksempel findes i den engelske kultfilm The Wicker Man fra 1973. Et andet eksempel er filmen Midsommer fra 2019.

[4] Ateliersamtale mellem Rolf Nowotny og Anna Weile Kjær d. 16. september 2021.

Videoportræt

Eksempler på værker

udstilllingsview RAED SAA RAED SAARET SAA SAARET, Ebeltoft Kunsthal i Ebeltoft 2021

udstilllingsview RAED SAA RAED SAARET SAA SAARET, Ebeltoft Kunsthal i Ebeltoft 2021

udstilllingsview CONCKLOACA, Christian Andersen, 2016

Udstilllingsview ALKOVE, Christian Andersen, 2020

Fra installationen DOLDRUM på udstillingen Spor af Liv på Arken 2021. Værk: Dementia. 2018

Back To Top