skip to Main Content

Eva Steen Christensen

Foto: Birgit Tengberg

Hædersprismodtager 2021
Eva Steen Christensen
Billedhugger

CV

Links

Modificerede hverdagsmotiver er en tilbagevendende del af Eva Steen Christensens praksis. Værkerne ligner intime og velkendte objekter, men så alligevel ikke helt.

Af Anna Weile Kjær.

En krøllet bronzeskulptur rejser sig på et kantet fundament af mursten mellem Herlufsholm Kostskoles karakteristiske bygninger. De takkede facader spejler sig i fundamentet, det ligner, at skolebygningens gavle er foldet ud på jorden som siderne på en æske.

Den hvirvlende bronzeskulptur består af lange bugtende bånd og snor sig i vildtvoksende volutter. Den er let og levende, og det ligner næsten, at den svæver. Eller at den er midt i en hvirvlende, balstyrisk bevægelse og om lidt bevæger sig ned fra plateauet og ud i verden.

Det er Eva Steen Christensens skulptur Thélème fra 2015, og med læsningen af denne skulptur er det muligt at åbne for vigtige perspektiver i Steen Christensens værker.

Indledende undersøgelser af stedets eksisterende arkitektur og kunst ledte Steen Christensen til den nederlandske renæssancekunstner Cornelis Floris’ rænkeværker og grotesker, som blev en vigtig inspiration for arbejdet med skulpturen. Selv beskriver hun:

”I Floris´ grotesker afbildes samhørigheden og forandringen som sammenslyngede plante-, dyre- og menneskefremstillinger, der sammen med ornamentiske arkitekturfragmenter indflettes til én organisme.
Floris´ arkitektoniske buer og volutter vokser og krænger sig rundt i transformationer og udvekslinger mellem ydre og indre rum. Disse organiske rumdannelser blev afsættet for bronzeskulpturens form.”[1]

I lighed med væsnerne i Floris’ grotesker kravler Herlufsholms elever nu i bronzeskulpturens volutter. Således spejler skulpturen, både i brug og form, det univers af humor, fest og latterkultur, Floris’ grotesker voksede ud af.

Objekter og materialers indlejrede kvaliteter er betydningsbærende for Steen Christensens skulpturelle formgivning. Murstenenes retvinklede systematik, deres tyngde og evne til at danne flade bliver til skulpturens fundament.

Bronzen derimod bugter sig blødt og knejsende mod himlen. Metallets støbte styrke tillader de tynde, lange former, hvilket udnyttes til fulde i den luftige, bugtende båndkonstruktion. Orden og kaos brydes mod hinanden og sættes i indbyrdes kontrast i Steen Christensens værker.

I installationen Dobbelt Kammer fra 2017 opstår kontrasten i den skulpturelle organisering af forskelligartede ledninger og værktøj i et forladt værksted.[2] Uanede mængder af efterladt, heterogent materiale ordnes efter usynlige kategoriseringer i en gigantisk uro, pittoreske ophængte bundter, opstillinger og flettede bånd.

På samme udstilling præsenterede Steen Christensen værket Epilog, hvor 10 dissekerede roser var lagt ud som striber på et bart betongulv.

Hver rose var brudt ned til sine mindste anatomiske dele: stilk, blade, bægerblade, kronblade, og derpå lagt ud, som var de del af et pertentligt registreringsarbejde, midt i det tomme lokale. Den regelmæssige systematisering, den kategoriske opdeling, lod det organiske træde frem i rosens mindste dele.

Denne dobbelte kontrast mellem det organiske og det menneskeskabte grid er definerende for Steen Christensens arbejde.

Der er ikke langt fra et industrielt grid til sirligt filigran i Steen Christensens arbejder. De balancerer i en vekselvirkning mellem rationelle systematikker og ornamentets organiske fremvoksen.

Når hun omdanner organiske former til funktionelle objekter eller industrielle materialer til kompliceret organisk geometri, trækker hendes praksis tråde til skønvirketraditionen, som bygger bro mellem kunst og brugsobjekter.

I Låge til Vejen Museum fra 2013 danner to forvoksede løgplanters sammenfiltrede rodnet en låge med gitter.

I værket Venus fra 2021 lader hun strækmetallets rigide gitter vokse og bøje sig til organisk kropslighed. Skulpturen fik form under Europas COVID-19-nedlukning, hvor Steen Christensen opholdt sig i Norditalien. Under hele opholdet håbede Steen Christensen at opleve Botticellis “Venus fødsel” i Uffizierne.

Hun nåede aldrig at se Venus, men forestillingen om billedet fandt dog alligevel vej til skulpturen, som strækker sig i svungne, voluminøse linjer med en base, der kunne minde om den karakteristiske muslingeskal.

Skulpturen bølger sig mod opløsning af gitterets hårdhed. De svungne former leder tankerne mod barokkens stræben mod bevægelse i selv de hårdeste materialer.

Når Steen Christensen former sine skulpturer i net, er det med et ønske om, at verden skal flyde igennem dem.[3]

Dette sker helt bogstaveligt i skulpturen Shell fra 2018, som var placeret i vandkanten på en strand under skulpturbiennalen SommerSkulpturSøby på Ærø, hvor vandet skvulpede gennem skulpturen, og tang viklede sig om metallets tynde stænger.

Hun beskriver nettets egenskaber som en bevidst livsholdning. Det er en søgen mod det porøse, det gennemtrængelige.

Store dele af Steen Christensens skulpturer vokser frem efter principper, der kunne minde om celledelinger. Både Shell, Angel fra 2017 og Tower of Dreams fra 2018 har additionen som ledende motiv.

I skulpturen Double Standard fra 2007 finder man et lignende fremvoksende motiv, blot i form af senge, som er optegnet i simple omrids af metal. Værket ligner en videreudvikling af det 10 år ældre værk Double fra 1997, hvor to ens senge bestående af madrasser og ben, er sammenføjet som siamesiske tvillinger.

I tråd med det identificerede celledelingsmotiv ligner det næsten, at vi med Double Standard overværer en celledeling og efterfølgende løsrivelse af senge fotograferet i timelapse. Som i en fastfrosset bevægelse over tid deles sengene, rykkes væk fra hinanden, for til sidst at gøre anslag til at vende tilbage igen.

Alt er markeret som gestus, bevægelse såvel som seng.
Sengene gestikuleres af et omrids.
Bevægelsen er ligeledes markeret af den samme forms sammenhængende gentagelse. Markeringerne er ensartede, og vi aflæser derfor kun bevægelsen, idet vi selv læser tid og progression ind i værket.

I Double Standard henter Steen Christensen sit primære motiv, sengen, fra hverdagens sfære. Men det velkendte motiv undergår en overraskende forandring, når det fordobles og forskydes.

Modificerede hverdagsmotiver er en tilbagevendende del af Steen Christensens praksis. Værkerne ligner intime og velkendte objekter, men så alligevel ikke helt.

I værket Fencing fra 2006 er et stakit vokset til en uregerlig rutsjebane. Det velkendte symbol for småborgerlig idyl har gjort oprør og snor sig nu som en ophidset slange.

I værket Spheric Pink fra 2019 er en plisseret, pink lampeskærms struktur vokset til gigantisk størrelse og bugter sig som kanten på et uendeligt skørt af en brusende balkjole, der er vokset til sin egen planetariske sfære.

I værkerne Stol I-II fra henholdsvis 1995 og 1996, er sæderammen på en stol vokset ad absurdum i den ene retning. Når hverdagsmotiverne forvrides, fordobles og forlænges, opløses den genkendelige tryghed, de repræsenterer.

De bliver amorfe og absurde og får karakter af, hvad Sigmund Freud har beskrevet som das Unheimliche, der kan forstås som forskydninger, hvor det velkendte forskydes til noget skræmmende eller foruroligende.

Når det Unheimliche findes i Steen Christensens skulpturer, er det, fordi væsensforskellige figurationer sammenblandes, og der opstår nye rumligheder. Vi ser på lampeskærmens plissering, kjolens brusen og stakittets rytme med fornyet, vagtsom opmærksomhed.

De velkendte hverdagsobjekter transformeres til abstrakte objektmæssige tilstande. Objekterne frisættes fra deres oprindelige funktioner, og deres formmæssige logik vokser til måder at være i verden på.

[1] Eva Steen Christensen, 2021
[2] Værkstedet fandtes i det hedengangne Grøntorv i Valby og var en del af Skulpturis store skulpturudstilling Engros, som blev afholdt i 2017.
[3] Ateliersamtale mellem Eva Steen Christensen og Anna Weile Kjær d. 19. august 2021.

Videoportræt

Eksempler på værker

SOURCE (2020). Foto: Anders Sune Berg

THÉLÈME (2015). Foto: Anders Sune Berg

SPHERIC PINK (2019)

TRANSPARENT GROWTH (2008). Foto: Torben Eskerod

SHELTERING SKY (2013)

RECLINING (2005). Foto: Anders Sune Berg

Back To Top